Fremstillingsmetode for spandex

Fremstillingen af ​​spandex omfatter generelt tre trin: Præpolymerisation, kædeforlængelse reaktion og spinding. Afhængig af spindemetoden kan den opdeles i følgende fire typiske processer:

Tørspinning: Den tidligste og mest udbredte industrielle metode. Polyurethan-præpolymer opløses i DMF eller DMAc, og opløsningsmidlet afdampes i varm luft gennem en spindedyse og størkner til filamenter. Dens produkter har høj styrke og god modstandsdygtighed, velegnet til produktion af fine denier fibre.

Vådspinning: Opløsningen sprøjtes ind i en væske indeholdende et koaguleringsmiddel for at danne filamenter. Fiberstrukturen er ensartet og forlængelsen er høj, ofte brugt til medium og grove denier filamenter.

Smeltespinding: Der anvendes ikke opløsningsmiddel, hvilket resulterer i lavt energiforbrug og lav forurening, velegnet til termoplastiske spandex-systemer med god termisk stabilitet.

Reaktiv spinding: Polymerisationsreaktionen afsluttes under spinningsprocessen, hvilket resulterer i høj reaktionseffektivitet. I de senere år er det blevet meget brugt i udviklingen af ​​nye miljøvenlige processer.

I de senere år er grønne synteseruter blevet et forskningshotspot, såsom at bruge lav-toksicitetsisocyanater (HDI, IPDI) og vedvarende polyoler for at reducere VOC-emissioner [9].